Endelig...

...er Fastaval-scenariet færdigt, trykket, sendt og forhåbentlig modtaget af dommerne, og de spilledere som vi kender adresser på.

Produktet er tilfredsstillende, men efter at have haft hovedet så langt nede i det så længe, er enhver saglig bedømmelse umulig. Jeg er sikker på, at det bliver underholdende at spille.

Mærkeligt nok har den sidste tids scenariestress kun givet mig mere lyst til at skrive, hvilket er fint nok. Problemet er, at jeg ikke ved hvad.

En idé fra sidste år, som jeg stadig bakser med er et draft scenarie. Spilpersonerne er en række football-spillere fra et amerikansk college, der nu skal prøve lykken i NFL. Forløbet skulle strække sig fra the Scouting Combine (eller evt. allerede Senior Bowl) og så frem til draften. Problemerne er dog mange. Det er et niche- scenarie af den anden verden, og samtidig er det efterhånden gået op for mig hvor lidt valg talenterne bliver udsat for. Selvfølgelig er det hele pointen - de skal kunne koncentrere sig om at blive gode atleter i stedet for alt muligt andet. Eventuelle personlige tvivlsspørgsmål og valg risikerer at blive meget påklistrede. Hvis bare de klarer sig godt får de en karriere, penge, mulighed for at tage sig af familien, etc. Det bliver en spilpersonernes kamp mod andre talenter, om hvem der får den fede kontrakt. Det er ikke interessant at spille.

Jeg har også længe ønsket at skrive engelsk socialrealisme, men har manglet en konkret idé. Desuden har jeg været splittet mellem en kulsort historie, der bare er trist og tragisk og så en mere positiv sag. Forleden havde jeg en drøm, som måske kan vise sig at være den idé jeg har manglet. Hovedpersonen(opererer i øjeblikket med en, men mange vigtige bipersoner) er en elskelig taber, der ikke har så meget at leve for. Han beslutter sig for at prøve at virkeliggøre en gammel drengedrøm, han hans venner havde da de var unge. De ville spille en fodboldkamp mod et eller andet storhold, men som så mange andre af den slags planer blev det aldrig til noget. Nu skal vi så følge vores hovedperson i hans bestræbelser på at samle gutterne og mobilisere dem.

Så er der en masse andre muligheder. Jeg kunne egentlig godt tænke mig at prøve en masse etablerede genrer, for jeg føler jeg mangler nogle basale værktøjer i min scenarieskrivning. Værktøjer, som det måske var nemmere at tillære sig, hvis de var 100% essentielle for det scenarie man skrev.

Endelig en betragtning i forhold til interaktivitetsdebatten. Kan man sige, at rollespil uden interaktivitet ikke er rollespil? Det er noget vi har diskuteret en del i visse dele af Absurth. Som udgangspunkt mener jeg, at det er en overdramatisering. Der er mange ting der hedder rollespil, og vi kan ikke monopolisere begrebet. Psykologer og teambuilding-konsulenter laver rollespil, selvom det ikke er samme slags som os. Men problemet er, at rollespil uden interaktivitet ligger så fjernt fra min idé om hvad conrollespil kan og bør være, at det kan være nødvendigt at distancere mig så fjernt fra fra denne slags rollespil, at det er fristende at sige, at det slet ikke er det. Rollespil, altså. På en eller anden måde mangler vi et begrebsapparat der kan hjælpe os i den sammenhæng. Det er ikke nok for mig at sige "Det er ikke interaktivt rollespil". Men hvad skal jeg så sige?