Fastaval og hjem igen

Sport. Det er her vi starter, det er her vi kommer til at slutte. Efter den obligatorisk berusede bustur kastede jeg mig ud i masser af fodbold, både af den almindelige, europæiske slags og af den amerikanske slags, med oval bold og lejlighedsvis brækkede fingre. Det efterlod mig dybt kvæstet de to næste dag, og det gik op for mig hvor lidt jeg rører mig normalt. Har besluttet i en brandert at begynde at svømme igen.

Torsdag dag kørte premieren på Kristos og mit scenarie "Den Brændende Vinds Ild". Jeg var selv spilleder her og det gjorde at nerverne hurtigt var overstået, men jeg kunne også godt mærke jeg ikke var helt varm endnu. Spillet kørte fint nok og jeg fik mig en 5,5'er i personlig karakter (Hvordan var din spilleder?). Det var ok, men jeg må sætte spørgsmålstegn ved mine spilleres vurdering af mine evner, når deres spiloplevelse ikke engang var på 5. Havde jeg været så dygtig som de påstod var deres oplevelse sgu nok også blevet lidt bedre.

Om aftenen spillede jeg Ulfhednar. Det var et godt, solidt scenarie der gav mig hvad jeg kom efter. Jeg forventede Blodhævn II, og det fik jeg mere eller mindre. Møntsystemet blev ikke aktuelt i vores afvikling, men jeg har hørt det skabte problemer i flere andre. Et af mine problemer med scenariet er at jeg som spiller har meget stor kontrol med historien uden at vide hvad jeg skal spille hen imod.- Det gør det svært at time sit spil og vide hvornår konflikter skal kulminere. Vi fik dog i spil lavet nogle "aftaler" om hvornår vi spillede frem mod. Det fungerede godt på den måde, da vi fik en fælles forståelse for hvilken spændingskurve vi ville have. Slutningen blev meget live-præget og jeg så aldrig de fortælle-elementer som vores spilleder havde varslet. Det passede mig fint nok, men jeg har siden hørt fra min spilleder at han ikke helt var forberedt på vores måde at spille slutningen på. Jeg glæder mig til at læse scenariet og finde ud af hvor meget vi kom til at trække scenariet væl fra oplægget, og om jeg kunne have gjort mere for at undgå det. Spillermaterialet var velskrevet men for langt til min smag. Lange spilpersoner betyder lang ventetid mens folk læser deres roller færdig, og jeg har ikke selv brug for så meget stemningstekst. Retfærdigvis skal det siges, at jeg havde meget af stemningen i kroppen fra jeg spillede Blodhævn for fire år siden. Alex kan jo dårligt skoses for at hendes tidligere scenarie har været så stemningsfyldt at dele af af det nye blev redundant.

Næste dag slappede jeg af og læste op på Guernica, som jeg skulle køre lørdagt dag. Det er vidunderligt at man kan sidde en eftermiddag i caféen og slappe af, nyde en øl og snakke med nogle af de mennesker man ikke ser så tit.

Om aftenen spillede jeg Højt Under Solen, der var et hæderligt scenarie. Spillederløst Comedia Del'Arte (man spiller "masker"), en teatergenre som rollespil ligger ganske tæt op ad. Det er bl.a. herfra ordet "scenario" kommer, og forskellen er overraskende lille. Så blev man så klog. Vi havde en rigtig god spilgruppe, og det hev nogle af de meget tunge scener op på et acceptabelt niveau. En enkelt af scenerne var dog rigtig god, nemlig den midterste. Her var der mere styring på handlingen, der ellers blev meget rodet. Generelt set var scenerne bygget op omkring et princip om at "når A gør sådan og sådan gør B sådan" osv. Det fungerede dog i de fleste tilfælde ikke særlig godt, og skabte ikke den kausalitet som det burde. I den føromtalte scene - med det velklingende navn "Slagbænken" var en af maskerne instruktør på et teaterstykke. Det skabte dels endnu flere metalag end der var før, dels gjorde det handlingen mere tight. I og med at der var mere struktur (vi havde et løst manuskript, eller rettere sagt scenario) blev der mere plads til at opdage rollerne, og hvor de ikke kunne holde sig til handlingen. Scenen blev vanvittigt god i forhold til de andre, lidt middelmådige scener. Imellem scenerne læste man en fortælling op som tjente til refleksion omkring scenariets (tragi-)komiske karakter. Det var i princippet fint nok, men scenariet manglede et rum for refleksion over de pointer det var tydeligt forfatteren gerne ville frem med. Selvom et ekstra metalag (nummer syv?) kan virke intimiderende havde det måske været løsningen? Jeg ved det ikke, men scenariet står i hvert fald for mig som prototypen på en smuk idé, der ikke i praksis fungerer som rollespil.

Lørdag dag kørte jeg Guernica, og det var en kæmpe oplevelse. Til de uinviede bør det nævnes at det originale ved scenariet er at lægge mange af scenevalgene ud til to spillere, der blev en slags hjælpe-spilledere. Det er de mest velfungerende virkemidler jeg til dato har oplevet som spilleder. Dilemmaet i scenarieskrivning er, at hvis scenerne er meget scriptede på forhånd bliver det hurtigt kedeligt. Scenerne spiller ikke nødvendigvis videre på det, der lige er foregået, og spillerne risikerer at føle sig trukket ved næsen. Hvis meget er op til spillederen risikerer han at blive overbebyrdet og ikke skabe en så stærk sammenhæng og overgang mellem scenerne. Her kunne jeg lade spillederne komme med de relevante kreative inputs og koncentrere mig om at binde alt sammen til en god fortælling. Det lykkedes til perfektion og karaktererne for spiloplevelse og historie lå begge på mindst fem. Min personlige karakter var 5,6, hvilket var stærkt tilfredsstillende. (hvis nogen endnu ikke har opdaget det er jeg en sucker for statistik - og, ja, jeg ved godt grundlaget for alting er latterligt lille, det er bare stadig sjovt) Rollerne var desuden meget velskrevne, tragiske og gribende.

Om aftenen stod den på Kongemord og jeg blev foruroligende nok typecastet som den gale konge. Vi havde en fantastisk gruppe, der virkeligt formåede at udnytte scenariets Shakespeare-stemning til at skabe en god historie. Sammenspillet var intet mindre end forrygende, og især "asides" (kommentar til publikum, i scenariet de andre spillere) fungerede fantastisk. Alle karaktererne er meget tragiske i udgangspunktet, og derfra går det kun nedad bakke. Vores tragedie kom godt undervejs, og Isobel blev hurtigt et hjerteskærende omdrejningspunkt for scenariet. Desværre fuckede vi lidt op i den sidste akt, hvor tingene blev lidt rodede. Det gjorde spiloplevelsen til en smule under perfekt. Der var dog masser af mindeværdige sekvenser med skakmetaforer, hentydninger og "Galskaben er steget ham til hovedet!". Overordnet set synes jeg dog endnu engang at Mikkel har begået en perle. De sidste seks fastavaller hedder hans scenarier "Jannes Dagbog", "You Better Go Now", "Svanevang", "Chiaroscuro", "A Day in the Life" og "Kongemord". Seks fantastiske og meget forskelligartede scenarier.

Søndag bød på afslapning inden den store banket. Absurth-optakten i badet var som sædvanlig meget hyggelig og bød blandt andet på en debat om man kan komplimentere en andens tatovering i badet. Banketten bød på klasse 3 øl, rødvin og takket være Mikkel og Klaus sød Asti. Og så to flasker af den obligatoriske hjemmeblandede fisk, som består af Rasputin med Fishermans Friend drops i. Det smager ualmindeligt stygt, men det bliver bedre hvis man drikker meget af det. Da jeg havde gjort det var jeg klar til tørkager med bernaise og det lykkedes vist også at få alle Farum-drengene med på den galej. Jeg bør måske her undskylde overfor alle de folk jeg var stiv og irriterende overfor. Åbenbart skal jeg nå til det punkt før eller siden på en Fastaval og banketten var sidste chance. Jeg blev moderat ædru sidst på natten, lige i tide til en god debat med Profeten om sjæl i scenariers skriftlige oplægs inflydelse på spiloplevelsen.

Dagen efter var der dømt grillmad og sten og en meget hyggelig bustur hjem. Styrtregn da vi nåede til hovedbanegården, men man kan jo ikke få alt. Alt i alt en fortræffelig Fastaval, der har givet mig blod på tanden til at lave mere rollespil. Det betyder i første omgang stiftende møde i scenariestudiegruppen Falsum på onsdag. Men det betyder også at jeg er begyndt at bakse med mit næste scenarie, og dermed tilbage til sporten. Jeg vil skrive et sportsscenarie og efter at have vraget bl.a. et draftscenarie og et curlingscenarie (noget med at gnubbe meget så der kommer fugt på banen) er jeg endt med et boksescenarie. Jeg regner lige nu med at bygge lidt videre på nogle elementer i Den Brændende Vinds Ild og måske låne noget af strukturen fra Guernica. Men mere om det senere.