Play under review

tirsdag, maj 30, 2006

Den sunde linje...

Jeg har lige været på Orkon. Det var ganske hyggeligt, men der var negative sider. De sidste par måneder har jeg skåret drastisk ned på mit sukkerforbrug i et forsøg på at tabe vægt og generelt bare blive mere sund. Det betyder at jeg ikke længere drikker sodavand, men til gengæld drikker store mængder kildevand. I mit lokale nabolag kan den slags rekvireres til fem kroner for to liter fra handlende der lever af at sælge det (og mange andre ting). Det kan godt være fordi, at moms og den slags er noget, der bliver set lidt stort på, men til gengæld er vandet altid koldt. På Orkon kostede det 10 kroner for en halv liter, og så var der endda flere gange hvor der ingen kolde var. Det er altså mange penge for ganske lidt og ikke særlig koldt vand. Vandhane spørger I? Ja, men flere af disse producerede vand der ikke kunne ses igennem.

På madfronten var det generelt glimrende, men hvis man var sulten uden for almindelige spisetider (evt. var stået for sent op til morgenmad) var der få muligheder. Frugt, og hurra for det, men derudover var det chokoladebarer, chips og toast som de bedste muligheder. Ingen sandwiches, ingen pastasalat eller noget i den retning. Det er altså ikke det mest prangende udvalg for en tyk mand der virkelig prøver ikke at være det. På den gode side kan siges at jeg en aften købte to toast og derpå fandt ud af at den ene hverken indeholdt skinke eller ost. Det gør jo det hele lidt mindre fedt.

Hvad er så pointen med det her? - Udover selvfølgelig at jeg får lov til at whine. Kvinder! De fleste af dem jeg møder er også glade for den slags - kildevand, grovbrød og pastasalat. Og hvis vi som miljø (og for så vidt enkeltpersoner) gerne vil tiltrække nogen af dem tror jeg vi skal overveje at tilbyde dem bare lidt flere muligheder end dyr, lunken kildevand og så lidt frugt. Det kunne også være de ville være lidt mere interesserede, hvis de fyre der var tilrådighed var typerne der konsumerede andet end marsbarer, cola og store mængder chips.