Play under review

torsdag, september 04, 2008

Sæsonen 2008 – hvem vinder hvad?

Selvom min blog ikke viser mange livstegn vil jeg ikke desto mindre bruge den til at komme med en lille optakt til sæsonen. Først en gennemgang af divisionerne, med mit gæt på, hvem der slutter hvor. Derefter et bud på de sidste kampe i slutspillet, og endelig mine forudsigelser om diverse individuelle udmærkelser.

AFC East
1:
New England Patriots (13-3)
Jeg var fristet til at bumpe dem lidt ned gennem divisionen, men talentmassen er for stor. De skal ikke regne med en rekordsæson som sidste år, men de skal nok hive masser af sejre hjem og være en faktor i slutspillet.
2: Buffalo Bills* (10-6)
Bills har den gode hype: Ikke mange snakker om dem, men dem der gør er positive. De har et ungt hold, men mange af deres spillere kom i ilden sidste år, og det tror jeg har givet dem en god ballast til årets udfordringer. Jeg forudser 10 sejre og et wild card.
3: New York Jets (6-10)
Jeg tror ikke på Brett Favre eksperimentet, og de har et par store spørgsmål på forsvaret: Kan Kris Jenkins udfylde rollen som NT og kan Vernon Gholston omsætte sit potentiale til produktion? Jeg tror det ikke, men hvis det lykkes kan Jets nå langt.
4: Miami Dolphins (5-11)
Jeg har stor tiltro til, at Bill Parcells kan finde produktive spillere rundt omkring, men jeg tror han skal bruge en offseason mere (selvom han gjorde alt hvad han kunne for at starte tidligt i den nyligt overståede). Forvent gode takter, men ikke meget mere end det.

AFC North
1: Pittsburgh Steelers (9-7)
I en meget jævnbyrdig (læs: middelmådig) division er Steelers det bedste bud på en vinder. Deres offensive linje er stadig elendig, men deres forsvar er godt, og de har glimrende skill players på angrebet. På trods af NFLs hårdeste program spår jeg dem divisionssejren
2: Cleveland Browns (8-8)
Jeg tror slet ikke på Browns hypen, men resten af divisionen har også problemer. I sidste ende er deres angreb godt nok til at vinde en del kampe, men hele divisionen har et modbydeligt schedule, og Browns er ingen undtagelse.
3: Baltimore Ravens (5-11)
Hvad kan man sige om Baltimore Ravens? Et godt men aldrende forsvar, et tandløst angreb, med a usikkerheden på QB som spydspids. Lyder det bekendt? Ravens har ikke meget at byde på, og fik jeg nævnt at hele division har et vanvittigt schedule?
4: Cincinnati Bengals (4-10)
Bengals’ problemer vil ingen ende tage, og de bør igen refereres til som Bungles. Deres stunt med Chris Henry kan gode hold slippe afsted med, men for et dårligt et som Bengals vil det bidde dem i røven. Chad Ocho Cinco er skadet, og forsvaret mistede to grundpiller i Madieu Williams og Justin Smith. Jeg nævner ikke deres schedule...

AFC South
1: Jacksonville Jaguars (12-4)
Jaguars udviser præcis den rette kynisme i forhold til roster moves, og det viser mig at de kan holde sig ovenpå i flere år endnu. Intet aspekt af deres spil er det bedste af sin slags i ligaen, men samlet set er det et af de mest komplette hold, og jeg spår dem en stor sæson.
2: Houston Texans* (10-6)
Sidste år gik de i al ubemærkethed 8-8, og i år har de fået lidt flere brikker på plads. Angrebet har stort potentiale, og Mario Williams er ved at udvikle sig til den force Texans håbede på da de valgte ham. De overrasker mange, og får et wild card.
3: Indianapolis Colts (9-7)
Der er en del spørgsmål om skader op til sæsonstarten i Colts, blandt andet hos Peyton Manning. I sidste ende tror jeg ikke det bliver en faktor, men de seneste par år har vi set en division, der er blevet tættere og tættere, og i år er året, hvor Colts bliver indhentet bagfra.
4: Tennessee Titans (7-9)
Titans er et rigtig solidt hold, med et fremragende forsvar og et godt løbeangreb. Men indtil vi ser noget mere fra Vince Young kommer de ikke til at hæve sig over det middelmådige. Og i deres division rækker middelmådighed kun til sidstepladsen.

AFC West
1:
San Diego Chargers (11-5)
I San Diego kan de se vinduet lukke sig foran dem. Tomlinson har vist tegn på for mange yards i benene, Antonio Gates bliver ved at finde nye ting han kan skade, Jamal Williams er ved at blive gammel. Merriman kan også se det, og spiller derfor sæsonen med kun et knæ, i stedet for at blive lappet sammen.
2: Denver Broncos (9-7)
En af årets store historier bliver Broncos angreb, og man vil tale om at Cutler er den eneste legitime 1. runde QB fra draftårene 2005-2006. Forsvaret er en del mere uldent, men jeg tror på en solid sæson, og en sikker 2. plads i en division, hvor der er langt fra top til bund
3: Oakland Raiders (6-10)
Jeg tror slet ikke på Russel og McFadden. De er den slags talenter som Al Davis er glad for, men som ikke rigtig virker i NFL. Der er andre kvalitetet på holdet, men det bliver ikke et godt hold. De kan glæde sig over at der er andre hold i divisionen, der er endnu dårligere.
4: Kansas City Chiefs (2-14)
Jeg har været gavmild og givet Chiefs to sejre. I forvejen havde Chiefs så godt som intet, og så byttede de Jared Allen væk. På angrebet må Larry Johnson se langt efter blokeringer, og Dwayne Bowe skal prise sig lykkelig når bolden ender hos ham. På forsvaret bliver Derrick Johnson en enmandshær.

NFC East
1:
Philadelphia Eagles (11-5)
Donovan McNabb er tilbage, og hvis han kan holde sig skadesfri er han en af ligaens bedste quarterbacks. Jeg tror vi ser de gamle Eagles tilbage, og de gamle Eagles vinder deres division. Forsvaret er i gang med et generationsskifte, men Andy Reid plejer at kunne håndtere den slags.
2: Dallas Cowboys* (10-6)
Enten går Dallas hele vejen, eller også får de et spektakulært sammenbrud. Jeg tror på det sidste, men først et stykke inde i sæsonen. Det rækker stadig til et wild card, og endnu en gang vil statistikbøgerne blive hevet frem.
3: New York Giants (9-7)
Lad mig slå en ting fast: Giants var ikke det bedste hold sidste sæson. De var det bedste hold i slutspillet, men uden to af deres største forsvarsprofiler får de det svært. Jeg tror de får en fin sæson, men ikke noget prangende.
4: Washington Redskins (8-8)
Redskin er bedre end mange tror, men de er i en vanvittig division. Hvis Jason Campbell kan leve op til sit potentiale kan de gå hele vejen, men jeg tror mest på en uspektakulær middelsæson. Forsvaret kan blive rigtig giftigt.

NFC North
1:
Minnesota Vikings (10-6)
Al hypen om Vikings er forstummet i løbet af preseason, og det er ikke nødvendigvis skidt for dem. I en svag division er de deres egen værste fjende, og jeg tror det lykkes dem at vinde det slag, men kun med nød og næppe.
2: Detroit Lions (9-7)
I Detroit har de efterhånden fået samlet et godt hold. Jeg tror ikke de når i slutspillet, men de vil skabe en del opmærksomhed omkring sig. Hold øje med forsvaret, der endelig har fået to solide cover 2 corners.
3: Green Bay Packers (8-8)
Packers er et godt hold, men deres preseason har været forfærdelig. Først Favre følgetonen, dernæst Rodgers dårlige spil. De er klart bedre end 8 sejre, men jeg tror de underpræsterer fælt i år.
4: Chicago Bears (4-12)
Bears styrke er forsvaret, men der er samtidig deres akilleshæl. Deres bedste 11 er i en klasse for sig, men de har år efter år fået problemer, når skaderne begynder at løbe ind. Det dårlige angreb vil lægge pres på forsvaret, og Mike Brown og co. vil endnu engang drukne i skader.

NFC South
1:
Carolina Panthers (11-5)
Julius Peppers ligner sig selv, og forvaret har været modbydeligt i preseason. Samtidig har angrebslinjen endelig fundet formen igen, og den har to unge, talentfulde backs til at løbe bag sig. De kan få problemer tidligt, når Steve Smith ikke er med.
2: New Orleans Saints* (10-6)
De har afgjort talent til mere, men endnu engang skaber orkaner problemer i New Orleans. Deres lidt usikre boligsituation kan koste et par kampe i starten, og det kan være nok til at afgøre divisionen til Panthers fordel. Saints må nøjes med et wild card.
3: Tampa Bay Buccaneers (8-8)
Tampa Bay er et solidt hold, men på angrebet har de ikke mange playmakers, i hvert fald ikke under 37 år. Forsvaret er godt, men kan ikke bære dem hele vejen, og der er simpelthen et par hold i divisionen der er bedre.
4: Atlanta Falcons (3-13)
Matt Ryan starter, og kan måske endda gøre det hæderligt, men i Atlanta ved man godt, at sæsonen skal bruges til at genopbygge. Trænerstaben kigger nok allerede frem mod 2009 draften. Måske Michael Oher er et bud?

NFC West
1:
Arizona Cardinals (10-6)
Grin bare, men det her er ikke de samme Cardinals. Deres forsvar har været decideret skræmmende i preseason, og har en foryggende akse i Dockett, Dansby og Wilson. I år har de også cornerbacks. Angrebet er solidt nok til at de kan vinde divisionen.
2: Seattle Seahawks (9-7)
Matt Hasselbeck er småskadet, hans recievers blandet rundt igen, linjen stadig dårligere. RB er opgraderet, og forsvaret er et af ligaens bedste, men det er ikke helt nok i år. Jeg tror de endelig bliver væltet af tronen, en af de mest stabile gennem de senere år.
3: San Francisco 49ers (8-8)
I virkeligheden gætter jeg på 10-6 eller 6-10. Alt afhænger af kastespillet. Hvis Martz kan puste liv i det bliver holdet rigtig godt, hvis ikke bliver det dårligt. Forsvaret ser stærkt ud, og Frank Gore er skadesfri igen, og i al virakken om QB-pladsen har alle overset at holdet har løst problemerne på WR.
4: St. Louis Rams (6-10)
Jeg tror holdet har meget mere i sig, men Scott Linehan har tabt det hele på gulvet i to år, og jeg tror han kommer til at gøre det igen. Rams kan dog overraske positivt – de havde vanvittigt mange skader sidste år, så ingen kender deres rigtige styrke.

Slutspillet
AFC finalen: New England kan ikke ignoreres i januar, og jeg er overbevist om at de nok skal nå til titelkampen i AFC. Her møder de Jaguars, der har kæmpet med Chargers om retten til at revanchere sidste sæsons slutspilsnederlag til Patriots. Jeg tror Jags vinder retten og revanchen. Jacksonville 27 New England 24
NFC finalen: Eagles spiller slutspil som besatte, og når frem til titelkampen. Her møder de New Orleans der er i gang med en heltemodig wild card kampagne. Eagles vinder relativt sikkert. New Orleans 16 Philadelphia 30
Super Bowl: Mange af Eagles spillere har været der før,og ved at man skal gribe chancen når den er der. Det gør de og slår Jacksonville i en underholdende og omskiftelige kamp. Philadelphia 33 Jacksonville 30.

Awards
MVP:
QB Tom Brady, New England Patriots. Igen I år vil vi blive mindet om at Brady er en af ligaens bedste spillere og indbegrebet af clutch.
Offensive Player of the Year: RB Brian Westbrook, Philadelphia Eagles. Hvis Eagles spiller bedre, vil alle blive mindet om, hvor fremragende Westbrook er. Han er en komplet running back, og passer godt på sin krop.
Defensive Player of the Year: DE Mario Williams, Houston Texans. Williams er klar til at gøre livet surt for Manning, Garrard og Young. Jeg forventer 15 sacks og masser af tacklinger.
Offensive Rookie of the Year: RB Matt Forte, Chicago Bears. Forte bliver et lyspunkt i en iøvrigt temmelig mørk sæson for Chicago.
Defensive Rookie of the Year: CB Leodis McKelvin, Buffalo Bills. McKelvin vil lave et væld af spektakulære spil, der vil få folk til at se igennem fingre med eventuelle rookie mistakes.
Coach of the Year: John Fox, Carolina Panthers. Panthers kommer stærkt tilbage, og alle er enige om at Fox er en af de bedste taktikere i ligaen.
Comeback Player of the Year: QB Donovan McNabb, Philadelphia Eagles. Hvis alt andet går som jeg har forudsagt er denne udmærkelse en no-brainer. Jeg tror på McNabb er tilbage til sit gamle jeg, og det vil vække opsigt!